Henning Langberg
 
Springerknæ
v/ triathlonlandsholdets fysioterapeut,
cand. scient. Ph.D. Henning Langberg
www.supersole.dk

 
 

springer
 

 

Springerknæ er, som navnet antyder, et syndrom relateret til knæet og forårsaget af det at springe. Smerterne kan imidlertid også udløses af bakkeløb, tung styrketræning og cykling i for høje gear, altsammen ting som indgår i en triathlets træning.

 
 

 

I det følgende vil symptomerne samt retningslinier for behandling af springerknæ blive gennemgået. Jeg vil fokusere på de ting, du selv kan gøre for at afhjælpe eller forebygge problemet, og så opfordre dig til at opsøge en fysioterapeut, hvis smerterne ikke reagere på dine tiltag.

Symptomer
”Springerknæ” er den almindelige betegnelse for en tilstand med smerter svarende til senen under knæskallen. Smerterne er lokaliseret i senen fra den firhovede knæstrækkers (m. quadriceps), oftests svarende til den nederste spids af knæskallen. Det er en typisk overbelastnings skade, som opstår på grund af for ofte og for stor belastning af knæstrækkeren og dermed senen mellem knæskallen og skindebenet. Overbelastningen kan skyldes intensivering af bakkeløb, tung styrketræning af knæstrækker muskulaturen (f.eks. dybe knæbøjninger med tunge vægte) eller lange cykelture i højt gear. Kulde og træk i knæleddet forværrer for megentlig symptomerne, ligesom kraftig pronation i forbindelse med løb eller fejlstillinger i knæet kan være disponerende faktorer.

Slimsæksirritation
Hvis smerterne istedet for at være lokaliseret i selve senen i stedet er mere udtalt i vævet omkring senen, kan det skyldes irritation af den slimsæk, der findes mellem knæsenen og skindebenet. Ved hjælp af en ultralydsscanning kan man se om slimsækken er betændt. Hvis det er tilfældet kan du forsøge at følge den samme behandling, som nedenfor beskrevet for springerknæet, men ofte er det nødvendigt at kombinere behandlingen med betændelsesdæmpende medicin enten som piller eller som indsprøjtning i slimsækken.

Sådan kan du aflaste og behandle springerknæet
Hvis du når at fange ”springerknæet” i opløbet, kan du forsøge at aflaste senen ved at:
- skære ned på træningen (hold aldrig fuldstændig pause, så går det først galt !!!!!)
- undgå at løbe i bakket terræn
- undgå at cykle i tunge gear en periode
- rykke lidt frem på sadlen, eller sætte hele sadlen frem i forhold til krankboksen
- hvis smerterne er udløst af tung styrketræning, bør du justere belastningen
- bruge en termobandage under aktiviteten for at holde knæet varmt
- efter træning køle vævet ned med is for at dæmpe betændelsesreaktionen
- da senen ligger lige under huden, kan du prøve at dæmpe betændelsesreaktionen med en antiinflammatorisk creme (f.eks. Felden gel)

Fra behandling af overbelastningsskader i achillessenen tyder det på, at eccentrisk træning (kraftudvikling under samtidig forlængelse af muskulaturen) har en god effekt på seneskader, og jeg har de sidste par år anvendt eccentrisk træning til behandling af springerknæ i klinikken med meget god effekt.

I afsnittet ekcentrisk forlårstræning er gennemgået, hvordan træningen skal foregå. Det er selvfølgelig også vigtigt at undersøge, om du har tendens til at overpronere i forbindelse med løb.

Har du en flad fod, tendens til platfod eller lignende, er risikoen for forøget pronation til stede, og du bør overveje at købe et par antipronationssko, der kan nedsætte pronationen. Et par svangindlæg vil også kunne begrænse pronationen, hvilket jeg vil vende tilbage til i en senere artikel.

Ekcentrisk forlårstræning

Træningen af lårmusklen og knæskals-senen under samtidig forlængelse (eccentrisk træning) foregår således:

1. Stå med hele vægten på det skadede ben, mens det raske ben løftes fra underlaget

 

 
artikel
2. Bøj nu langsomt så meget ned i knæet at du ikke længere kan se tæerne og op igen. Har du problemer med balancen, må du gerne støtte på et borde el. en væg.


3. Øvelsen gentages med 15 repetitioner 3 x.
4. Træningen udføres 2 x om dagen 7 dage om ugen i 12 uger

artikel 1
5. Start med at træne uden belastning. Efterhånden som smerterne forsvinder, øges belastningen gradvist ved at lægge vægt i en rygsæk (ca. 5 kg ad gangen)


Det er vigtigt at du udfører øvelserne langsomt. I begyndelsen kan der være ømhed under træningen, men denne forsvinder efterhånden. Når ømheden mindskes øges belastningen ved at lægge vægt i en rygsæk (ca. 5 kg ad gangen). Forværres smerterne, er det tegn på, at du er gået for hurtigt frem. Så må du gå tilbage til den belastning der ikke gav smerter og træne videre derfra.

Hvis smerterne er opstået på grund af tung styrketræning af den firhovede knæstrækker, må du istedet justere denne træning indtil den ikke længere udløser smerter i senen. Det kan være nødvendigt helt at undlade at lave tung styrketræning en periode.

Du må også sikre dig at du i dit træningsprogram træner muskulaturen på lårets bagside tilstrækkeligt, og gerne under samtidig forlængelse af muskulaturen (ekcentrisk træning).

Ekcentrisk baglårstræning
Liggende på maven med modstand på underbenene. Fra en udgangsstilling med bøjet knæ sænkes vægten til knæet er næsten strakt. Vægten løftes tilbage med begge ben. Lårets bagsidemuskulatur trænes således under samtidig forlængelse (eccentrisk). Det er i denne bevægelse at baglårsmuskulaturen skal være stærk for at kunne styre belastningen af senen.

Stræk af senen og den firhovede knæstrækker:
Som omtalt i et tidligere nummer af Triathlon har strækøvelser en god effekt på bevægeligheden, og det gælder også i dette område. Imidlertid er det vigtigt at du udfører strækket korrekt og kan mærke strækket i den ønskede muskulaturen for at opnå effekten.
Stå på et ben og træk hælen op mod ballen til du mærker et stræk af lårmuskulaturen (foto 3). Det er en god ide ikke at trække foden helt op til balle, men i stedet presse hoften fremad. På denne måde mærker man ofte et større stræk af lårmuskulaturen og opnår dermed en bedre effekt.
artikel 2

 

Hvis intet af ovenstående formår at fjerne dine smerter, må du søge viden og råd andre steder. I særlige slemme tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne lidt af spidsen af knæskallen ved en operation. Men husk: hvis du ta’r symptomeren i opløbet, kan du ofte nøjes med justering af træningsmængde og belastning.

Held og lykke