Henning Langberg
 
Træthedsbrud
v/ triathlonlandsholdets fysioterapeut,
cand. scient. Ph.D. Dr. med Henning Langberg
www.supersole.dk

 
 

 

cykel

 

Træthedsbrud eller stressfraktur er, som navnet antyder, mikrofrakturer eller mindre brud på knoglevævet, som opstår fordi stresskoncentrationen eller belastningen lokalt har overskredet, hvad vævet kan klare.

 

 

Det er det samme som sker ved metaltræthed. Træthedsbrud blev første gang beskrevet i 1960'erne hos militærfolk. Her kunne man vise, at der opstod små revner i knoglevævet, når antallet af marcherede kilometer og dermed belastning overskred vævet tolerance. Op gennem 1980'erne, hvor mange begyndte at løbe og specielt løbe langt, blev træthedsbrud pludselig "almindeligt" hos løbere. I opgørelser over antallet af idrætsskader, udgør træthedsbrud næsten 10 % af alle de skader, som løbere udsættes for.
I det følgende vil jeg gennemgå symptomerne ved træthedsbrud og give nogle retningslinier for behandling af tilstanden. Jeg vil prøve at lægge vægt på, hvad du selv kan gøre, og så opfordre dig til at opsøge en læge eller fysioterapeut, hvis du ikke kan løse problemet selv.

Hvor opstår træthedsbrud
Træthedsbrud opstår i sagens natur, der hvor stresset ophobes, og hvor vævet er dårligst til at klare belastningen. Hvor træthedsbrud opstår er meget afhængig af typen af idræt. Hos roere har man således fundet træthedsbrud i ribbenene, hvilket ville være højest usandsynligt hos en løber eller triathleter. Hvis du alligevel har fået et træthedsbrud i et ribben, må du heller ta' en seriøs snak med din svømmetræner. Den skematiske oversigt (se fig. 1)over fordelingen af træthedsbrud hos løbere og for den sags skyld også triathleter viser at de fleste træthedsbrud er lokaliserede i fodens mellemfodsknogler og i underbensknoglerne. Det er her, at de mange stød fra landingerne ophobes, og når styrken af knoglen overstiges begynder der at opstå små revner i knoglevævet.

 


 træthedsbrud
Fig.1

Hvornår opstår træthedsbrud
Da træthedsbrud skyldes for stor belastning, kan man hyppigt finde årsagen til skaden i sin træningsdagbog.

Træthedsbrud opstår således ofte sidst på vintersæsonen, hvor man træner mængde med mange og lange træningsture, eller ved starten på forårssæsonen, når man lægger træningen om og pludselig begynder at løbe mere "i stedet for" at cykle. Træthedsbrud kan også udløses af megen løb på hårdt underlag eller ved skoskifte til lettere og mindre støddæmpende sko.

Symptomer
Træthedsbrud er karakteriseret ved at give smerter ved belastning. Smerterne forsvinder ikke "når man bliver varm", tværtimod forværres smerterne ofte og bliver jagende. Med andre ord: man har på ingen måde lyst til at fortsætte aktiviteten. Smerterne er specielt ved stressfrakturer i foden lokaliserede svarende til et specifict område på knoglen, mens smerterne kan være mere diffuse, hvis stressfraktureren sidder i underbenet eller lignende steder.

Hvordan diagnosticere man et træthedsbrud
Træthedsbrud kan diagnosticeres vha. scintigrafi, hvor et radioaktivt stof sprøjtes ind i kroppen og fordeler sig svarende til "aktiviteten" størrelse i de enkelte områder. I områder med stor aktivitet vil det radioaktive stof ophobes, og det kan på billeder ses, som områder med mest sortfarvning.
Røntgen som man tratitionelt bruger til at diagnostisere brud med kan ikke anvendes i den akutte tilstand. Revnerne i knoglerne er nemlig ofte er så små, at de kan være svære at se på røntgen. Sent i forløbet kan man derimod på røntgen se ophelingen af træthedsbrudet.

Hvad kan du selv gøre
Den vigtigst årsag til træthedsbrud er som sagt træningsfejl. Derfor er træningjustering alfa og omega i behandlingen. Hvis du når at fange træthedsbrudet i opløbet, kan du forsøge at nedsætte belastningen ved at:
- skære ned på løbetræningen
- cykle i stedet for at løbe
- vælge stabile sko med megen støddæmpning

Hvis intet af ovenstående formår at fjerne dine smerter, må du søge viden og råd andre steder. Hvis det først er blevet rigtigt slemt, kan man være nød til helt at aflaste vævet, f.eks. ved udgå al løb i 1-2 måneder og ved at gå i sko med hårde såler evt. suppleret med et indlæg. Det kan i svære tilfælde være nødvendigt at gipse området for at give det helt ro.

Men husk: Hvis du ta'r symptomerne i opløbet, kan du ofte nøjes med justering af træningsmængden.

Held og lykke.